Leo-licious

Man skulle tro, jeg efter mine to seneste erhvervelser (sko+kjole) havde fået nok leo-pletter ind i mit liv. Men nej. Mer’ vil have mer’. Har en kraftig fornemmelse af, at jeg først finder sjælefred, når disse skønheder fra Current/Elliott bor hos mig. Den altid ulasteligt smukke Caroline sælger dem i hvert fald vældig godt. Spørgsmålet er så bare i hvilken farve?

Hvilke tror I, ville passe bedst til mig og min stil? Er selv meget i tvivl….

Røde kjoler – WRrrrr…..

Skønt julen snart banker på døren og nissernes indtog gør deres, har det intet med min nyeste darling at gøre. Jeg kan bare godt lide rød. Og dyreprint. Og lavthængende flæser. Og ryg-detaljer. Og gode priser.

Tror denne bliver god med et par mørke strømper og grove støvler. Og så kan den jo tilmed sagtens bruges til sommer med bare ben og sandaler. Den er fra Zara, koster kun 299,- og det var faktisk én af mine søde læsere, der fandt den til mig og linkede på min Facebook side, så mange tak for det! Vi er nu lykkeligt forenet. Se lige ryggen, det er da ret fint og diskret:

Og så har Paven faktisk også fået ny, rød dragt/kjole. Den er mindre skøn, vil jeg hævde. Faktisk grim. Men den er vældig praktisk. Hun har nemlig tendens til konstant at sparke/kaste/krumme/mosle/skubbe/vikle/orme dynen af sig hver nat. Og det betyder at hun nemt bliver lidt kold. Med 3 x forkølelse inden for kort tid, tog moderen derfor en drastisk beslutning i IKEA forleden:

1 stk. sovepose/dyne, som bliver på akrobat-Paven uanset natlige udskejelser. Hun er allerede meget vild med den. Den koster vist ca 100,-

Det er i Neon-detaljen!

Som I måske ved, elsker jeg små neon-detaljer. På tøjet, i mit hjem eller fx som snor i et smykke. Og jeg ender altid med at falde for ting, der lige har den dér ekstra detalje. Hvad enten det drejer sig om en lynlås (som i min Daisy dragt eller Pavens nye flyverdragt), et par knapper, en kvast el. lign., ender jeg altid med at flå det begejstret ned af hylderne, når jeg ser det.

Entusiasmen over mit seneste påhit er derfor svær at skjule. Er særdeles tilfreds med mit nyeste køb; Gul neonsnor til 4,- fra Stof2000. Vupti, så blev et par fine strikkede futter arvet fra familien pludselig opdateret og lidt sjove/nutidige:

Fandt tilmed ud af, at de er ret fine sammen med den ternede kjole fra Zara, som Paven er så glad for. Ville egentlig have haft pink snor, men den gule fungerer nu også ret godt. De små neongule prikker i kjolen komplimenterer futterne fint. Det skal dog kun være i små detaljer, man putter neon ind, ellers bliver det hurtigt for meget, synes jeg.

Jeg er pjattet med kontrasten mellem strik og old-school-looket og den elektrisk gule. Har et par andre futter herhjemme, og påtænker en snarlig makeover af dem også….

Kom an!

Man må være beredt på vinteren, så den kan bide og rive, uden større konsekvens. Paven er derfor blevet forkælet med 1 stk. pyssenysselig pale pink snowsuit – og ihh, hvor vi glæder os til sne og blæst og kulde. Kom an!

Jeg er især vild med kombinationen af den lyse lyserøde og de skrigende pink lynlåse-snore. At den kan åbnes helt op og at der er indbyggede vanter i, er også med til at gøre den et hit for både mor og barn. Kan også godt lide detaljer, som termo på indersiden af ben og ærmer, mens ‘kroppen’ og hætten er blød jersey. Petit Bateau er desuden rigtig godt til Paven, da hun er lang og slank. Derfor har hun faktisk svært ved at passe meget tøj. Det er enten for bredt eller kort. Vi har købt denne i str. 1 år. Og med vores 8 måneder og 74 cm passer den perfekt, stadig med lidt plads i længden…..Jo. Mor er glad. Paven virker enig:

Og ja, vi har fået franske fornemmelser. Endnu en gang var klanlederen fra Bourgogne på spil, vi lod os lokke – og nu er der altså TO pink-snowsuit-babyer i blogland. At Mademoiselle 1 & 2 også har samme sovedyr og matchende mødre, den lader vi stiltiende ligge. Jeg er en lemming. Og jeg står ved det!

Angora og lavendel parka

Slentretur i to nye favoritter. Tofarvet angora strik fra H&M og lavendelfarvet parka med aftagelig pelsbesat hætte – fundet i en genbrug i provinsen til 60,-. Kup! Det var dog for varmt i vejret i går til både fluffy angora og pelshætte, så jeg knappede hætten af. Strikken har ligget længe derhjemme. Og nu kom den endelig i brug.

Og nåååå ja. Så har jeg efterhånden læst mig igennem et utal af blogs og webforums angående sådan en angora-fætter. Samtlige steder foreslår de, at man putter dem en tur i fryseren, gerne minimum 4 døgn. Som sagt – så gjort. Den fik lov at ligge en hel uge og hygge sig. Resultatet? Kan I se her:

Haha. Det hjælper ikke en dyt! Angora fælder. End of story…..

 

Vinderen er….

Hej folkens. Tak for jeres fine deltagelse i weekendens lille giveaway. Jeg er så glad for, I gider læse med og like og alt muligt. Har nu fundet en vinder og den heldige ugle og stjerne-ejer er….tada: Nanna Smed. Tillykke. Jeg sender dig en mail! Og så tør jeg godt afsløre, at bloggens næste giveaway/konkurrence bliver aldeles vild. Som i: JA TAK!! I´m such a tease….haha. Her er et sneek på gårsdagens outfit, I får resten i morgen. Rigtig god søndag derude…

Aldrig utæt

Keramikeren Lars Rank og forfatteren Tomas Lagermand Lundme har slået sig sammen under navnet You Little Teapot og det er der fx komme disse fine ting ud af. Det er en unika-produktion, hvor alle produkter rummer hver sin lille blåmalede historie – ofte finurligt centreret omkring kønnenes og seksualitetens indbyrdes forskelligheder. Se lige den tekande – er den ikke herlig?

Spørgsmål om eksistens, kærlighed og sex bliver behandlet med humor og medfølelse og jeg er VILD med det. Min pyntesyge og min indre litterat hviner af fryd i kor!! Denne skål er så sød. Og ja, så er der et par af produkterne, der på humoristisk vis tangere det perverse, men altså; hele tiden med et frækt glimt i øjet:

De fine unika-ting kan købes her, og jeg er fristet. Meget….

Norwegian Wood

Forleden var jeg i Grand med min mor og se filmatiseringen af en personlig favorit; Haruki Murakamis Norwegian Wood. En fortælling om umulig kærlighed og drømmen om den, som en altfavnende evigteksisterende grundpille i en ellers tvivlsom konstruktion.

Det oprør, som ulmer og syder i Tokyo i slut 60érne og hvor historien udspiller sig, overføres i alle filmens delelementer. Hvad enten det drejer sig om personernes indre følelsesliv, trekantsdramaet tre venner og elskere imellem eller behovet for tilpasning i et tilknappet samfunds regler, er grundpræmissen den samme; Den nøgne melankoli i overgangen fra barn til voksen er en vedvarende tone i drømmenes storslåede symfoni.  Haruki Murakami skriver poetisk. Og især filmens billedeside fanger stemningen fint. Men alligevel udebliver noget af mystikken. Måske fordi filmen fortælles i nutid, modsat bogen, der fortælles i tilbageblik af en alvidende fortæller.

Der er på alle måder tale om en smal film. Hvis ikke man er fan af Murakami og hans evne med malende ord, langsommelige tempi og kunstfilm generelt, så vil man sansynligvis udvandrer fra biografen undervejs. Men der er grund til at tøjle utålmodigheden. Det er en smuk film. Helt konkret. En sensuel og stemningsmættet film, med helt vidunderlig musik af Radioheads Johnny Greenwood.

Hver eneste scene ville kunne bruges som stillbill i en kunstudstilling. Alle detaljer får en egen berettigelse. Hver en lille flig af skærmen (eller lærredet) fortæller sin egen historie, lige fra den stolte, pink flamingo i baggrunden af det forelskede kærestepar på en tur i zoo, til en revnet og nedslidt daybed i okkerfarvet læder, der holder vores hovedperson oprejst.

Det har for mig to konsekvenser for min indlevelse i filmen. Dels at jeg lynhurtigt bliver passiv beskuer, fordi skønheden rammer mig konstant som i en catwalk af kælne kreationer. Jeg bliver simpelhen mæt og doven. Det er behageligt, men ikke udfordrende. Desuden afføder så gennemarbejdet en detaljerigdom store mængder symbolik. Det har jeg som sådan ikke spor imod. Jeg vil gerne analysere (surprise!) og tænke nye fortællinger frem. Men når jeg ingen tankevirksomhed behøver, fordi symbolikken er tungere end melankolien i en film med tre selvmord på to timer, så irriteres jeg.

Da Watanabes (hovedpersonen) store, ulykkelige kærlighed og Muse Naoko indlogeres på et sindssygehospital “et sted i bjergene”, som det hedder, bombarderes vi fx med svajende græsmarker og hvislende trætoppe som symbol på det stormvejr, der nu sniger sig ind på de to ulykkelige sjæle. Vi konfronteres med piskende regn, bidende blæst og ufremkommelig snestorm, mens det uforløste kærlighedsforhold spidser til og Naokos dystre sjæl langsomt vinder over det sarte ydre. Da hun begår selvmord og Watanabe efterlades med tomheden og grusomheden alene, rammer filmen for mig et klimaks af symbolladet overmættethed. Her efterlades vi hjælpeløse som beskuer i en næsten ufrivillig komisk 12 minutters lang frekvens, hvor Watanabe med savl og spyt skriger sin frustration ud over forrevne klipper i en brusende, oprørt hav, der mørkt og skummende hvæser metaforikken ind i hovedet på os. Det er altså lige tykt nok.

Fortællingens berettigelse skal dog findes i dens kulturelle ramme. Havde samme historie foregået i Danmark eller USA, så havde ingen taget den seriøst eller gidet røre den med en ildtang. Bevidstheden om Japans sarte og reserverede kultur, ekspliciteret i samtlige personers tilknappede, pastelfarvede skjortekraver, landets høje selvmordsrate og kontrasternes og paradoksernes hjemsted har afgørende betydning for, at vi æder historien og godtager dens præmisser.

Sjældent har jeg haft så stor lyst til at opleve 70ernes Japan med dens traditionsrige brutalitet og dens poetiske forfinethed, ligeså sart og flygtig som kirsebærtræernes blomstren i april. Bogen er bedre end filmen og filmen er bedst i relation til bogen, men kan dog alligevel anbefales. Dens stemning og skønhed er en sand fornøjelse for enhver æstetiker.

Giveaway!!

Jeg løber stærkt for tiden, og derfor har jeg forsømt bloggen lidt. Som plaster på såret, har jeg derfor en lille give away – tre små ting, som hver især vil pynte de fleste steder. Som I ved, elsker jeg ugler. Det er næsten en besættelse. Og her er hele to smukke af slagsen! En fin halskæde fra Bon´A Parte og en smuk illustration fra Ann Sofie Holm! Uglen hedder Ellen – og hun fortjener næsten glas og ramme, ikke? Desuden medfølger en fin enkel stjernehalskæde fra mærket NyHauge.

Smid en kommentar – og gå ind og like min Facebook side, så trækker jeg lod på søndag! Hvis du allerede liker min facebook side, så skal du blot like linket til dette indlæg.